onsdag den 31. august 2011

Fresh Lips

Close this window
Billede lånt fra olehenriksen.com


Da jeg bestilte min nye håndcreme, røg denne lille fætter også med i kurven. Gang på gang har jeg læst anbefalinger af Ole Henriksens Fresh Lips rundt om i blogland. Jeg har i 6-7 år brugt vaseline på læberne, og det har også været okay. Kløver vaseline er jo en klassiker, men Fresh lips kan man vel nærmest kalde en nyklassiker? Den har en dejlig duft (og smag :D) af vanilje, den fugter læberne super godt, og så er der solfaktor i - smart! Jeg skal bare lige vænne mig til, at den er lidt klistret :) Kan købes her.

You can leave your hat on



Jeg er vild med hattetendensen, og hvis der er noget, der kan give kant til et outfit, så er det en hat. Desværre er jeg efter min mening ikke velsignet med et hattehoved, men hvis jeg var, ville en af disse tre fra Topshop være gode bud. Køb dem her.

tirsdag den 30. august 2011

Balance Me


I dag modtog jeg denne håndcreme fra Balance Me. Som jeg før har skrevet, har jeg temmelig sart hud, og jeg har længe været på jagt efter en god håndcreme (som også er til at betale sig fra). Denne creme er fri for skadelige kemikalier og gennemfugter huden på suveræn vis. Cremen har oven i købet vundet flere beauty priser.  Køb den her.

Tip

Indtil midnat i dag kan du få 20% rabat på alle nye varer hos asos.com - brug koden "FLASHPROMO" og god fornøjelse :D

mandag den 29. august 2011

Ballerina


Selvom jeg beklædningsmæssigt bedst kan lide efterår, så er mit yndlingsfodtøj altså ballerinaer. De er jo efterhånden blevet en fasttømret del af moden og ikke mindst en vigtig del af enhver piges basisgarderobe. Jeg  går sjældent i stiletter, da min kæreste er lavere end mig, og jeg nødigt vil ligne en amazone. Derfor har jeg et veludbygget sortiment af flade sko. De fleste af mine sko er i neutrale farver ligesom resten af min garderobe, så da jeg fandt disse ballerinaer fra Suzie Mas, vidste jeg, at jeg måtte eje dem - Jeg er vild med farven taupe, og på en måde synes jeg, at foden ser mindre ud, når skoen har en neutral lys farve (jeg har ret store fødder). Kvaliteten er okay, selvom det ærgrer mig, at man ikke kan undgå, at hælen bliver trådt lidt ned (se billede). Det hænger nok sammen med, at skindet er super blødt. Jeg kendte ikke Suzie Mas før, men jeg kunne sagtens finde på at købe flere sko derfra. Skoene kan stadig får i et væld af farver (og så er de oven i købet sat ned - win!) lige her.

Back to school

I dag er det studiestart, og efter 10 ugers ferie bliver det godt at komme tilbage. Det er mit sidste år på læreruddannelsen, så jeg vil prøve at nyde det så godt, jeg kan - om et år kalder det virkelige liv og de barske realiteter. Det er lidt skræmmende, men jeg glæder mig :)

søndag den 28. august 2011

Afrika Nu!

I går sendte DR og TV2 et storstilet velgørenhedsshow til fordel for sultkatastrofen i Østafrika. Jeg synes, at det er så flot, at danskerne, på trods af finanskrise 2.0 og andre sten i skoen, formår at stå sammen og samle over 100 mio. kr. ind - så er man da stolt af at være dansker! Jeg donerede selv et beløb, og det har jeg gjort af et godt hjerte. Jeg kan bogstaveligt talt ikke tåle at se de billeder, der bliver vist, og jeg har svært ved at forstå, at der er et sted på jorden, hvor mennesker har det så dårligt (og jeg har ellers også været ude at se verden). Vi lever i et smørhul her i lille Danmark; vi har godt politisk system med et solidt økonomisk sikkerhedsnet, vi er ikke i risiko for naturkatastrofer, og vi mangler generelt ikke noget. Det er godt at se, at vi, på trods af at vi er et navlepillende folkefærd, tager affære, når det behøves. Det er så vigtigt! Næste skridt på vejen må være at stoppe symptombehandlingen og give en mere langsigtet bistand.

Miss Barks

Klik her for et større billede
Billede lånt fra www.be-fashionable.com


Jeg er som så mange andre vild med Line&Jo's smykker. Jeg har efterhånden en lille samling derfra, dog fra smykkedesignernes billige ende. Line&Jo formår på fineste vis at forene det rå med det bløde look samtidig med, at der er kælet for detaljerne, så smykkerne opnår en perfekt finish. For tiden drømmer jeg om Miss Barks - armbåndet med den fine fjer, som går igen i flere af deres smykker. Højst sandsynligt må det blive ved drømmene med netop dette armbånd, men i stedet vil jeg overveje om Miss Ellegood (ørering) eller Miss Radnick (ring) skal hjem til mig at bo. 

lørdag den 27. august 2011

Cravings

Mulberry 
Billede lånt fra net-a-porter.com


Da jeg sidste år på magisk vis endelig kunne få råd til drømmetasken, havde jeg drømt om den i årevis. I ca. 3-4 år stod den øverst på min ønskeliste, men den har aldrig været inde for økonomisk rækkevidde. Jeg forestillede mig, hvordan taskens minimalistiske design og underspillede lækkerhed ville gøre min garderobe intakt. Hvis bare jeg kunne blive den lykkelige indehaver af Mulberry's ikoniske Bayswater, ville der ikke være andet jeg partout måtte eje - jeg cravede den bogstaveligt talt! I november måned sidste år købte jeg tasken efter at have modtaget en uventet sum penge. Jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg jo havde drømt om tasken så længe.
Det var en stor dag, da pakkeposten kom, og jeg kunne åbne den fine og eksklusive pakke fra net-a-porter. Det var kærlighed ved første blik! Da tasken er det dyreste, jeg ejer i min garderobe, er der i mellemtiden sket det, at jeg ikke bruger tasken så meget som ventet. Jeg passer for meget på den, og i et vist omfang passer den faktisk dårligt til mit taskebehov. Jeg har det egentlig bedst med at have armene fri. "Burde du så ikke sælge den?" tænker du nok. Men svaret er nej. Jeg har overvejet det, men jeg er simpelthen så glad for den! På trods af at jeg ikke bruger den så ofte, som jeg havde troet, at jeg ville, giver den virkelig et strejf af luksus, når den hænger på min arm. Kender du følelsen af, at have ønsket noget i lang tid, som pludselig får en anden betydning, når det er inden for rækkevidde?

Elsk hjertet


I går købte jeg disse fine armbånd i Matas. Armbåndene er støttearmbånd for Hjerteforeningens kampagne "Elsk hjertet". Et armbånd koster 30 kr., og 15 kr. heraf går til forskning i kvinders hjerter, så det er virkelig en god sag at støtte! Det meste af den forskning, der findes på området, er nemlig baseret på mænds hjerter. Armbåndene er super fine og lavet af nogle gode materialer. Armbåndene fås i farverne brun, grå, rosa og rød. Kan købes i bl.a. Matas og Føtex og her.

fredag den 26. august 2011

Folketingsvalg 2011

Så kom det ENDELIG - folketingsvalget 2011! Det har været længe ventet! Nu bliver det spændende at se, om partierne formår at holde tonen god, eller om de fortsætter den mudderkastning, der har fundet sted på det seneste. Selv håber jeg på en spændende valgkamp med nuancerede og velovervejede budskaber :)

torsdag den 25. august 2011

Fast fashion

Vi har i mange år talt om begrebet fast food, men nu er turen kommet til fast fashion. At alting skal gå stærkt, hænger i høj grad sammen med den globaliserede verden og samfundets opbygning. Der er ikke længere grænser for, hvad der kan lade sig gøre - vi er blevet rigere, og konkurrencen er skarpere end nogensinde før. Derfor kan det uden problemer lade sig gøre at købe (relativt) fashionable stykker tøj til en meget billig penge - og det er så fristende! Et af de argumenter jeg ofte bruger, hvis jeg køber et billigt stykke tøj, er, at det ikke gør noget, hvis jeg bruger det i en måned, smider det ud og køber noget nyt. Og sådan tror jeg, at mange har det. Vi bliver ikke konfronteret med de store firmaers produktionsformer (selvom Zara netop har været i saksen!), og på den måde er det nemmere for os at tænke på os selv og vores egen økonomiske situation og trang til at udskifte garderoben regelmæssigt.
Det er ikke mere end nogle måneder siden, at jeg selv er blevet mere bevidst om mine egne forbrugsvaner. Ja, jeg køber stadig tøj i H&M. Men som før har skrevet, prøver jeg at blive mere bevidst om at investere i min garderobe ved at købe tøj i bedre kvalitet, som jeg kan have glæde af i flere år, og som samtidig er bedre for miljøet. Jeg går altså ind for slow fashion :) Hvad siger du? Går du ind for fast eller slow fashion?

John Masters organics

zinc and sage shampoo with conditioner
Billede lånt fra johnmasters.com

Jeg har især i efterårs- og vintermånederne store problemer med tør hovedbund. Jeg har efterhånden prøvet lidt af hvert, men det er som om, at ingenting rigtigt har hjulpet. Min strategi er derfor nu at gå efter økologiske produkter - måske er det kemikalie-cocktailen, min hud ikke kan tåle. Derfor bestilte jeg John Masters "zinc and sage shampoo" hos lookfantastic.com (som ofte har rabatkoder og altid fri fragt = billigt) den anden dag. Den skulle være ekstra god til tør og sart hovedbund. Jeg har kun prøvet den et par gange indtil videre, men den har allerede hjulpet lidt, så jeg er optimistisk :)

onsdag den 24. august 2011

Love is in the air!


Så heldig var jeg i dag :)

"Lad dem lege i livstræets krone"

Jeg har travlt i disse dage. Jeg er nemlig tutor for de nye lærerstuderende, og jeg synes, at det er vildt sjovt. Jeg er vild med at planlægge og møde nye mennesker, så det er lige noget for mig. Og så kan jeg ærligt talt ikke helt lade være med at blive sentimental, når jeg tænker på, at det for tre år siden var mig - og at jeg om kun et år er færdiguddannet lærer. Vildt!

mandag den 22. august 2011

Jeg ønsker mig..

Two face
Billede lånt fra stinegoya.com

.. denne cardigan fra Stine Goya. Jeg elsker farverne, og den ville give de kolde efterårs- og vintermåneder lidt kulør. Jeg prøvede den i Århus, og den passede mig selvfølgelig perfekt - typisk! Jeg har ikke lige 2200 kr. til en cardigan, så jeg må på jagt efter et billigere alternativ eller vente på at den (forhåbentlig!) kommer på udsalg.

søndag den 21. august 2011

Your rainbow panorama


Jeg kom i går hjem efter at have været i Århus et par dage. De fleste af mine veninder er bosat i Århus, og det var dejligt at være rundt og se de forskellige og få lidt kvalitetstid. Min ferie er også slut sådan cirka nu, så jeg nød det i fulde drag :) En veninde og jeg tilbragte en del af fredag på kunstmuseet Aros - især fordi vi gerne ville se Your rainbow panorama. Og hold nu op, hvor var det fedt! Olafur Eliasson formår at inddrage beskueren i kunstværket på en helt særlig måde. Vi var begge meget betagede af Olafur Eliassons værker især, men også af den samlede oplevelse på museet. Det var alle pengene værd!

lørdag den 20. august 2011

Lækre lædersneakers

Billede lånt fra luisaviaroma.com

Sko - Billi Bi: 388-703 | Ydersiden af skoen
Billede lånt fra brandos.com
Et køb, jeg overvejer at gøre mig i løbet af efteråret, er nogle lækre lædersneakers. Det kunne se rigtigt fint ud en kold vinterdag, og da jeg oftest går i neutrale farver som sort, hvid og grå, giver det lidt mere dynamik til et look, hvis man lader forskellige materialer indgå. Foreløbigt overvejer jeg enten et par fra Sam Edelman eller et par med fine lynlåsdetaljer fra Billi Bi.

fredag den 19. august 2011

Garderobeinvesteringer

I blogland har der i lang tid været fokus på metoden "5 piece french wardrobe", som i al sin enkelthed går ud på at investere i kvalitet. Filosofien er, at man skal opbygge en god basisgarderobe, og har man den, er det kun nødvendigt at supplere sin garderobe med 5 trendbaserede køb hver sæson for at være up to date. Jeg har ikke mulighed for (og lyst til!) at give så store summer for tøj, som nogle i blogland ynder at gøre det, men jeg bruger metoden på min egen måde. Da jeg er på SU, rækker pengene sjældent ret langt, og der må spares, hvis jeg vil have en dyr ting. Førhen tænkte jeg kvantitet frem for kvalitet, og stod jeg med en lækker cardigan i hånden, som jeg vidste, kunne holde i mange år frem, blev jeg alligevel fristet af, at jeg kunne få 4 ting i H&M for det samme beløb.
Derfor har "5 piece french wardrobe" inspireret mig til at blive bedre til at planlægge mine køb, og metoden har fået mig til at tænke over, hvad jeg egentlig mangler i min garderobe, og hvad jeg gerne vil smide lidt flere penge efter. I sidste ende bruger jeg det samme beløb på én sæson, men jeg får færre ting. Dog er det smarte, at jeg (forhåbentligt!) ikke skal ud at købe de samme ting næste sæson, fordi jeg har købt det i god kvalitet. Og så er det jo vigtigt at huske, at pris og kvalitet ikke altid hænger sammen :)

onsdag den 17. august 2011

Yvonne Koné armbånd.. Næsten!


Jeg har i lang tid luret på Yvonne Koné's rå armbånd. Jeg har dog været for nærig til at give næsten 400 kr for en møtrik (eller hvad det hedder) på en lædersnor.. Så hvorfor ikke lave det selv? Jeg smuttede i Silvan og købte dimser, i genbrug efter et gammelt læderbælte og i hobby-forretningen efter piercinglåse (det var det nemmeste!).. Et voila! Et armbånd for ca. en halvtredser :)

Guld

Billede lånt fra fashionforum.dk



Da Baum und Pferdgarden for et par uger siden fremviste deres SS12 kollektion, blev jeg inspireret af de fine guldkugler, som modellerne havde om halsen. Jeg synes, at de giver tøjet et let og drømmende look. Jeg gik straks i gang med at spekulere på, hvordan jeg kunne lave sådanne fine halskæder selv. Jeg har eksperimenteret lidt med selvhærdende ler (for at give kuglen tyngde), guldfarvet lædersnor og guldmaling. Resultat ser således ud...


...og jeg er ganske godt tilfreds :)


God service

Billede lånt fra store.apple.com
Jeg er den lykkelig ejer af en iPhone 3gs, og da jeg købte den for 1,5 år siden opfyldte den et hidtil ukendt behov hos mig. For et stykke tid siden kom der en revne i bagklappen, som starter lige ved opladningsstikket. Forleden fortalte en bekendt mig så, at det er en kendt fejl, og at jeg skulle gå ind med den. Det gjorde jeg så, og 2 timer efter jeg havde afleveret den (og betalt 75 kr. for at få den behandlet med ekspresfart - jeg går i panik bare ved tanken om at skulle undvære den), fik jeg en splinterny telefon - det er altså god service, og det er lige nøjagtigt oplevelser som denne, der gør, at jeg vil købe Apple-produkter en anden gang (og selvfølgelig deres hamrende lækre design :D).

tirsdag den 16. august 2011

And so it all begins!

Billede lånt fra shop.acnestudios.com

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man starter den slags her uden at virke blødsøden eller Helene13år. Derfor starter jeg lige på og hårdt med et stort og alt for dyrt ønske, som jeg har set hos hende her for et par dage siden. Nemlig de smukkeste mokkasiner i verden: Acnes Chopper Sue. Det er ellers sjældent, at jeg falder for Acnes populære fodtøj, men i dette tilfælde må jeg overgive mig. Dog kommer jeg højst sandsynligt aldrig til at eje dem - de koster jo over en halv SU (gisp!) meeen.. Det koster jo ikke noget at drømme :)